Kontrasterne ses også i hans udstilling med malerier af Sønderborg Garden. Her har han portrætteret gardister klædt i den traditionelle hvide og røde dragt som udtryk for festdage i Sønderborg med sorgløshed, glæde og fællesskab. Den muntre stemning brydes af en baggrund i sortgrå nuancer.
”Det her hedder ”The show must go on””, siger Jeppe med henvisning til et maleri med en gruppe gardister, der står tæt sammen.
”Sønderborg Garden har eksisteret siden 1980, så de har været vidne til mange svære tider i samfundet. Alligevel har de altid optrådt og bidraget til at løfte sindet hos folket. Det er bare først nu, jeg selv oplever det, for jeg så det ikke som barn. Nu er det corona, krig i Europa og inflation, der lægger en skygge over vores tilværelse. Men garderne spiller videre og minder os om, at de svære tider passerer”, siger han.
Vil være anerkendt – også udenfor landets grænser
Jeppe Nedergaard lever i dag af sin kunst. Langt størstedelen af hans værker bliver solgt i Galleri Maxux101 i stueetagen til priser mellem 13.000 og 40.000 kroner. Selv om han er utrolig glad for, at han kan fordybe sig i sin kunst, uden familien skal gå på kompromis med sin levestandard, ser han sig selv som værende i den spæde start af sin karriere.
”Jeg har meget, jeg skal udvikle endnu i mit udtryk og min stil, så jeg ser det her som begyndelsen. Mit mål er at blive anerkendt kunstner både herhjemme, men også i udlandet i genren figurativ moderne kunst – altså Contemporary Art. Jeg vil gerne til New York og udstille inden alt for længe”, fortæller han.
Jeppe Nedergaard har tidligere tegnet meget, malet graffiti, udgivet to album med sin rap musik og været fuldblods hip-hopper med skaterbutik. Alt sammen i Sønderborg. For ham har byen været med til at skabe de muligheder og den succes, han har haft.
”Det har betydet meget, at leveomkostningerne er så lave, så jeg har haft frihed til at bruge tid på at starte tingene og lade dem udvikle sig. Som ung rapper var jeg inspireret af MC Clement, som både kom og øvede i Rottehullet – den lokale ungdomsklub – og var nationalt anerkendt kunstner. Også nu giver Sønderborg mig noget positivt ved, at jeg kan være i de her lokaler og få lov at udstille med anerkendte kunstnere nede i galleriet”, siger han.
Jeppe Nedergaard værdsætter sin kunstneriske frihed og tager som udgangspunkt ikke mod bestillingsopgaver. En af de få opgaver, han alligevel har sagt ja til, kan ses på coveret af den anerkendte rapper Gillis album ”Carnival”. Her har han formidlet Rio de Janeiros karneval stemning i form af en spraglede farverig samba danserinde.