God adgang til erhvervslivet
I Sønderborg har vi et tæt samarbejde mellem uddannelsessteder og virksomheder, bl.a. når det kommer til undervisning, praktikpladser, projekter og studiejobs. Det betyder, at du har nem adgang til erhvervslivet, både når du skriver opgaver – og når du skal have et job.
Faktisk er der jobsikkerhed for dig, der læser diplomingeniør- og kandidatuddannelserne på Det Tekniske Fakultet ved SDU Sønderborg. Det betyder, at du er sikret 6 måneders ansættelse umiddelbart efter endt studie, så du kan få noget på dit CV. Det er også nogle spændende virksomheder, du kan arbejde sammen med. I Sønderborg ligger nogle af landets største, globale industrikoncerner med en underskov af virksomheder, og en stor del af dem beskæftiger sig med grøn teknologi.
Attraktive (og billige) studieboliger
Det er ikke noget problem at bo godt i Sønderborg. Det gælder uanset om du gerne vil bo tæt på andre eller helt for dig selv. Sønderborg tilbyder omkring 800 attraktive studie- og kollegieboliger, der skaber et ideelt miljø for studielivet. Her finder du alt fra hyggelige kollegier, hvor du kan blive en del af et socialt fællesskab, til moderne studieboliger, der giver dig mulighed for at fokusere på dit studie i rolige omgivelser.
Derudover er der et stort udvalg af lejeboliger i byen til rimelige priser, hvilket gør det nemt at finde et sted, der passer til både dit budget og dine behov. Med de korte afstande har du altid nem adgang til byens faciliteter, uddannelsesinstitutioner og det pulserende studieliv i Sønderborg. Det er derfor ikke kun en attraktiv studieby på grund af det akademiske miljø, men også på grund af de mange gode og prisvenlige boliger, som sikrer en tryg og behagelig base i løbet af din studietid.
Mange oplevelsesmuligheder i Sønderborg
Du kommer ikke til at kede dig i Sønderborg. Her er et stærkt foreningsliv med alt hvad hjertet kan begære inden for fritidsaktiviteter, ligesom der er forskellige netværk specifikt for unge.
Byen tilbyder også mange spændende events og tiltag, der bidrager til et levende studieliv i Sønderborg. Du kan se alt fra poetry-slam til udendørs koncerter, ringridning og stand-up og alt det derimellem.
Byen byder på en række sociale hotspots, hvor studerende mødes og skaber fællesskab, såsom studiecafé på Alsion, ungdomscaféen, Koncertstedet Mølleparken eller Mejeriet, der er hjemsted for en lang række ungdomsaktiviteter. Disse steder er centrale for det rige studieliv i Sønderborg, hvor der altid er noget at deltage i, uanset hvad du interesserer dig for.
Derudover er der naturligvis masser af indkøbsmuligheder i midtbyen og i shoppingcentret Borgen, ligesom her er et væld af cafeer og spændende butikker i gågaden. Det er også her i både Lille og Store Rådhusgade, der er fest i gaden til ud på de lyse timer på de mange værtshuse og natklubber.
Kom og vær med. Vi glæder os til at dele Sønderborg med dig!