Sønderborg har desuden position som universitetsby, hvor Syddansk Universitet i Alsion med sine kæmpe glaspartier, udsigt over Alssund og beliggenhed få meter fra vandkanten må være Danmarks smukkeste og bedst beliggende universitet. Det er også det mest internationale med en belægning på 60% internationale studerende fra både Europa og den øvrige verden. Det giver ikke kun en spændende campus med internationalt miljø, men også en levende by, hvor der tales over 150 forskellige sprog, og som byder på internationale muligheder som tyske børnehaver og skoler såvel som engelsksprogede uddannelser fra grundskolen til universitetet.
Universitetet uddanner til den grønne omstilling og udvikler de kompetencer, vores virksomheder har behov for. Faktisk er SDU i Sønderborg det eneste sted i Danmark, man kan blive diplom- eller civilingeniør i mekatronik, der som fag rummer udvikling af intelligente produkter, der integrerer mekanik, elektronik og software.
Et stærkt grønt erhvervsliv
Også vores stærke erhvervsliv i Sønderborg har blikket og produktionen rettet mod fremtiden. Her arbejder omkring 60% af industrien og op mod 6000 medarbejdere med at udvikle og producere grønne løsninger og produkter. Derfor er det i høj grad lokaludviklet- og produceret teknologi, der skal få Sønderborg i mål med CO2-nullet i 2029. Opskriften, vi arbejder efter, er simpel: Reducer energi, genbrug energi, producer og brug grøn energi.