Selvom Sønderborg Kommune måske ikke syner af meget på et landkort, så er den stor på kultur.

Kulturliv

Overalt findes vidnesbyrd om den historie, der har formet området; de mange slotte fra middelalderen og hertugdømmerne, ligger side om side med Dybbøl Mølle, skanserne og historiecenter Dybbøl Banke. I Sønderborg hænger vi os dog ikke i fortiden – vi har blikket fast rettet mod fremtiden. Men vi lever nu og her. Derfor bliver der brugt mange kræfter på at skabe et levende område, der rummer det hele; fra sommerrevy til symfoniorkester, lokale bands og internationale superstjerner. Fra caféer til gourmetrestauranter og streetart. Her er det hele – uanset om du vil dyrke det eller overvære det.

 

Storbyen i naturen

Vores skove, hav og 250 km kystlinje indbyder til et væld af aktiviteter, ligesom mange hundrede frivillige foreninger og sportsklubber danner basis for et aktivt fritidsliv. Her er bl.a. sportshaller, balletskole, kunstakademi, lokalscener og musikskole – kajakroning, mountainbiking og kitesurfing. Bare for at nævne lidt af repertoiret. Og så er der musikken. Der går næsten ikke en dag, uden at der bliver spillet musik i Sønderborg. Enten på kulturstedet Sønderborghus, i Koncertsalen på Alsion eller i Mølleparken. Gennem årene har ‘Kultur i Syd’ sørget for, at Sønderborg bl.a. er blevet gæstet af Luciano Pavarotti, Eric Clapton, Roger Waters, Elton John og Bon Jovi samt alle store navne på den danske musikscene. Og hvert år er der Nord-Als Musikfestival ved Nordborg Slot.

 

Vores skove, hav og 250 km kystlinje indbyder til et væld af aktiviteter, ligesom mange hundrede frivillige foreninger og sportsklubber danner basis for et aktivt fritidsliv.

1500+ kulturoplevelser om året

Det er også i Sønderborg, du finder Nordens største Ringriderfest; en fem dage lang festlighed, hvor du bl.a. kan opleve flere hundrede ryttere konkurrere i ringridning, tage til fest i teltene og underholde ungerne i Børneland. Det er som så meget andet i Sønderborg drevet af en imponerende organisation af frivillige kræfter.

Er du interesseret i teater, så er der rig lejlighed for at tage ind og se både store kommercielle stykker og mindre eksperimenterende opførsler på Sønderborg Teater – her kan du også grine med på Sønderborg Sommer Revy, som i dag er landets tredjestørste og en af de mest anmelderroste revyer i Danmark.

 

Det er også i Sønderborg, du finder Nordens største Ringriderfest; en fem dage lang festlighed, hvor du bl.a. kan opleve flere hundrede ryttere konkurrere i ringridning, tage til fest i teltene og underholde ungerne i Børneland.

Hvis du hellere ser end hører, kan du tage på kunstvandring i Sønderborg by – eller besøge Hertugernes Augustenborg; en komplet barok hertugby, der er helt enestående på europæisk plan. Det er dog ikke alene den arkitektoniske og kulturhistoriske værdi, der gør byen et besøg værd – det er også her, du finder spændende kunstsamlinger, kunstnerkoloni, gallerier og ikke mindst Augustiana Kunstpark & Kunsthal, hvor du kan opleve professionel samtidskunst.

På kulturområdet er vi en fælles kulturregion med Nordtyskland. Vi samarbejder over grænsen om en lang række kulturelle projekter under vores fælles Kulturaftale og det tværnationale KursKultur, der fremmer den interkulturelle, dansk-tyske forståelse.

Og så er vi rigtige gode til at tiltrække store events –Sønderborg har fx lagt veje til PostNord Rundt, Royal Run og slutetapen i Tour de France. Ligesom den internationale klimakonference IEA bliver holdt her i 2022. Så i Sønderborg får du kulturen helt tæt på.