”Da vi fortalte folk hernede, at vi havde købt revyen og var i gang med at flytte til Sønderborg, fik vi tilbud fra folk, vi slet ikke kendte, om at vi kunne bo hos dem i et stykke tid indtil vi fandt vores eget sted. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes sådan et fællesskab og en helt utrolig gæstfrihed,” siger Kim.
Vi skal grine sammen
”Sønderborg er ikke en kulturby inden for scenekunsten – endnu,” siger Jeff. Derfor øjner han og Kim muligheder for at skabe flere samlende kulturelle begivenheder i Sønderjyllands hovedstad.
”Det er fantastisk med de fælles oplevelser, der binder os sammen. Oplevelser, hvor vi ikke alle sammen sidder med vores telefon i hånden, men hvor vi er sammen om en oplevelse, der sker på scenen foran os lige her og lige nu,” siger Jeff. ”Selvfølgelig kan vi leve uden kultur. Men hvor sjovt er det lige,” spørger Kim retorisk.
Jeff og Kim har en ambition om at få borgerne i Sønderborg til at samles om at grine noget mere, for det har også en stor værdi. ”Der er rigtig mange mennesker hernede, der er sindssygt dygtige til mange forskellige ting for eksempel inden for det tekniske område eller til at drive forretning. Men vi vil gerne have mere fokus på de bløde værdier – vise de unge mennesker, at man kan få succes på mange forskellige måder, og kulturlivet er også en mulighed,” siger Jeff.
Ikke prøvet før
Næste skridt for revy-drengene bliver nu at sætte kæmpemæssige musicals op i Skansen med plads til 1500 publikummer pr. aften. Den første musical kommer til Sønderborg i november næste år, og det hele begynder med musicalen, Tina om Tina Turners liv og musik. ”Vi skal opdrage sønderjyderne til at gå i teatret og ind og se musicals. Vores mavefornemmelse siger, at det her kan blive rigtig stort, men det kræver noget mod at investere så mange penge og kræfter i at skabe noget så stort her i Sønderborg,” siger Jeff.
”Vi ønsker bare at folk får øjnene op for at mødes om de her store, fælles oplevelser. Det er ikke prøvet før på de her kanter – i dag må folk køre til Aarhus eller Hamborg for at se en storslået musical,” siger Jeff. ”Nogle gange kigger vi på hinanden og siger, at det her kan jo gå helt galt. Men vi tror så meget på, at der er plads til mere kultur her, og at de kulturelle oplevelser gør os alle sammen rigere. “Kultur er ikke fjol. Kulturen binder os sammen,” siger Kim.