Det var dog det internationale campusmiljø på SDU, der gjorde størst indtryk på den unge litauer. Han oplevede det multikulturelle miljø som både trygt og fascinerende, og han kunne se sig selv trives på et universitet og i en by med folk fra mange forskellige lande og kulturer. Han var på daværende tidspunkt ved at færdiggøre sin ungdomsuddannelse i hjembyen og havde store ambitioner for sin fremtid. I Sønderborg så han, hvordan de ambitioner kunne indfries med en ingeniøruddannelse fra SDU og en karriere i en af Sønderborgs globale virksomheder, der lavede grøn teknologi i verdensklasse.
”Universitetet i Sønderborg har omkring 70 forskellige nationaliteter, hvilket tiltrak mig meget. Desuden har Sønderborg den fordel, at universitetet her er det eneste i Danmark, der tilbyder Mechatronics-uddannelsen, som er helt særlig indenfor ingeniørfeltet. Faktisk anbefalede min studievejleder også Sønderborg over DTU i København i sin tid, fordi her er langt billigere at bo”, fortæller han.
Travlt fritids- og studieliv
Arnas Serva har nu boet i Sønderborg i to et halvt år. Tilværelsen og studielivet her har til fulde levet op til hans forventninger, og han nyder sin 54 kvm to-værelses lejlighed i Humlehøj-kollegiet, hvor han bor sammen med sin gode ven og studiekammerat, Marcel, der kommer fra Polen. Hans transportmiddel er et el-løbehjul, som på kort tid bringer ham til universitetet, bymidten med caféer, til karatetrænning eller ud i Sønderskoven med kammeratasken over skulderen. Med stor interesse i at fotografere, er han også her glad for, at han er landet i Sønderborg. Her løber han nemlig aldrig løber tør for spændende og smukke motiver. Størstedelen af ugens frie timer bruger han dog i klubben Ashihara Karate Sønderborg. Her træner han op mod seks gange om ugen med målet om at opnå det sorte bælte.
På Mechatronics-studiet er Arnas Serva er i denne tid i gang med et gruppeprojekt sammen med otte medstuderende. De arbejder på at nedbringe størrelsen på et mobilt solcellepanel, så det kan pakkes med på eksempelvis hiking-ture og skabe nok energi til en internetrouter, forklarer han.
”Det er et super spændende projekt, hvor jeg mest af alt står for udvikling af motoren, så panelet flytter sig efter solens stråler. Når jeg har afleveret og forsvaret mit projekt på sjette semester, har jeg tænkt mig at fortsætte på kandidatuddannelsen”, fortæller han.