Fremtiden synes vigtigere end historien for eleverne på Scienceefterskolen Nordborg Slot. Traditioner er udskiftet med fordybelse og fokus på fremtidens udfordringer og løsninger gennem naturvidenskaben.

Grøntliv

Murene tårner højt og majestætisk bag voldgraven, og Nordborg Slot ligger alene på sin ø som et gammelt forsvarsværk fra 1100-tallet. Slottet kunne være rammen for selv de bedste eventyr, men slottets daglige beboere er hverken prinser og prinsesser. De er efterskoleelever i 9. og 10. klasse, der er søgt til Als fra hele Danmark for at fordybe sig i naturvidenskab.

På efterskolen, der i 2022 fejrede sin 100-års fødselsdag med at skifte navn fra Nordborg Slots Efterskole til Scienceefterskolen Nordborg Slot, kan de unge elever få nye venner og i fællesskab møde udfordringer og blive klogere på naturvidenskabens mange muligheder.

”Vi har i de sidste 15 år haft et tydeligt videnskabeligt fokus, men vi har måske ikke altid været så gode til at fortælle, hvad vi gør. Med det nye navn sætter vi sciencebegrebet yderligere i spil, hvilket motiverer os til at indtænke naturvidenskaben i endnu bredere forstand i undervisningen”, siger forstander Lars Johansen.

"Med det nye navn sætter vi sciencebegrebet yderligere i spil, hvilket motiverer os til at indtænke naturvidenskaben i endnu bredere forstand i undervisningen."
Forstander for Scienceefterskolen Nordborg Slot, Lars Johansen

Netop naturvidenskab gennemsyrer fagligheden på skolen, hvor eleverne blandt andet kan udforske robotteknologi og programmering samt benytte 3D-printere og et veludstyret fysiklokale. Seneste skud på stammen er et setup, hvor elever kan nørde iltoptagelse og kondital. Eleverne må også bruge faciliteterne i deres fritid, og det gør, at nichefællesskaber opstår, og ny viden bliver tilegnet.

De mange muligheder for at undersøge videnskaben giver eleverne rig mulighed for at udvikle sig – både menneskeligt og fagligt.

”Det vigtigste er ikke, at eleven er faglig dygtig, når han eller hun starter i august, men de skal have viljen til at lære, så udbyttet er rigt, når efterskoleåret slutter i juni”, siger Lars Johansen.

 

Brobygning til virksomheder

En anden ting, der er i fokus på Scienceefterskolen Nordborg Slot, er koblingen mellem teori og praksis. Skolen samarbejder derfor med en række virksomheder og uddannelsesinstitutioner – lokalt, nationalt og internationalt – hvor den viden, eleverne har erhvervet sig i undervisningen, kan omsættes til praksis under virkelige omstændigheder. På den måde kan eleverne spejle sig i fremtidens problemstillinger og mulige løsninger, når virksomheders ingeniører eller universiteters forskere inddrager dem i aktuelle scenarier.

”Brobygningen til virksomhederne og universiteterne har to formål. Den aktualiserer undervisningen her og nu og styrker elevens fremtidsperspektiver. Når undervisningsteori kobles til hverdagsproblemstillinger, forstærkes indlæringsevnen hos den enkelte elev. Og det faglige niveau griber ofte ind i gymnasiestoffet, så de forberedes på det, der venter”, fortæller Jesper Lytzen, der er sciencelærer og mellemleder på Scienceefterskolen Nordborg Slot.

”Brobygningen til virksomhederne og universiteterne har to formål. Den aktualiserer undervisningen her og nu og styrker elevens fremtidsperspektiver."
Mellemleder på Scienceefterskolen Nordborg Slot, Jesper Lytzen

Elevernes kundskaber fra hverdagen bliver også sat på prøve, når efterskolens innovationsuge løber af stablen hvert år i begyndelsen af december. Her skal de i grupper finde løsninger på selvopfundne samfundsrelevante problemstillinger. Da skolens profil er videnskabelig, og undervisningen ofte er rettet mod fremtidens udfordringer, har det en afsmittende effekt på elevernes fokusområder. Projekterne er mange og af alsidig karakter, men fælles for dem alle er, at der er vision og vilje for udvikling bag.

I innovationsugen bliver dommere fra Sønderborg Kommunes mange grønne virksomheder samt fra SDU og andre interesserede kontakter inviteret for at vurdere elevernes projekter – og det fører til tider til nye samarbejdsaftaler. Et af dette års projekter blev eksempelvis fundet så interessant i voteringen, at det blev præsenteret for en af SDU’s professorer i Sønderborg, som nu i fællesskab med eleverne vil afprøve deres teori om nedkøling ved brug af laser.

Det er projekter som dette – og to andre – der indtil videre har nået semifinalen i den nationale innovationskonkurrence, Unge Forskere, hvor skolens elever tidligere har gjort en god figur med sejre og topplaceringer.

 

Interesse driver lærere og elever

Det er ikke kun i efterskolens innovationsuge og i konkurrencer, at høj faglighed er af afgørende betydning. Det er et kernepunkt på Scienceefterskolen Nordborg Slot, og det stiller derfor også krav til lærerne på skolen. De danner rygraden i skolens travle hverdag, og deres personlige engagement og nysgerrighed i deres fag sikrer, at skolen er i konstant udvikling.

Lærernes viden og interesser har ført til nye tiltag på skolen. Dette afspejler sig blandt andet i skolens akademiforløb, som eleverne kan fordybe sig i hver onsdag. Her har de muligheden for at vælge mellem 50 forskellige forløb af fem ugers varighed – fx Arduino, Kayak eller Drones. På den måde kan de unge sætte deres præg på deres eget skema og fordybe sig i deres interesser i samspil med vennerne. Det er noget, eleverne er begejstrede for.

”Jeg valgte efterskolen på grund af faglighed og de mange valgmuligheder i akademiforløbene. Jeg elsker naturvidenskab, men jeg har også andre interesser, der kan plejes”, siger Eline Vestergaard, der er elev på skolen.

”Jeg valgte efterskolen på grund af faglighed og de mange valgmuligheder i akademiforløbene. Jeg elsker naturvidenskab, men jeg har også andre interesser, der kan plejes.”
Elev på Scienceefterskolen Nordborg Slot, Eline Vestergaard

Eleverne kommer med deres egne interesser og positive energi til fagligheden og indgår i et forpligtende fællesskab, hvor de gør hinanden dygtigere. Lærerne bidrager med sparring, så elevernes holdninger og teorier bliver udfordret, og sådan vokser det faglige fællesskab mellem elever og lærere også.

Også skolens studieture har eleverne indflydelse på. Her kan de blandt andet vælge en uge til Cern (det europæiske center for højenergifysik) på den fransk/schweiziske grænse, hvor danske videnskabsfolk åbner dørene for slottets elever, eller en tur til Island, hvor de kan studere geologiske og geotermiske forhold.

Omgivet af naturvidenskab på både studieture og i hverdagen på Nordborg Slot trives eleverne med mottoet: Viden skaber os.