Da Richardt Nielsen optrådte ved et event med GOTO Sønderborg, blev han inspireret. For det handler om at understøtte udviklingen i området, og det er et hjertebarn for multikunstneren. Så nu har han produceret og udgivet en sang for at dele sin kærlighed til hjembyen.

Kulturliv

“Engang var jeg sikker på, at jeg skulle være verdensstjerne. I dag ved jeg, at mine evner er langt bedre anvendt ved at plante frø i andre mennesker”, siger Richardt Nielsen, der i dag arbejder som lærer på Gråsten Skole. For det at se noget udvikle sig, er langt meget værdifuldt for ham. Og det er også budskabet i hans sang GO TO SØNDERBORG. 

“Jeg vil gerne sende et budskab om, at Sønderborg er et fantastisk “love space”. Sangen er i virkeligheden til børn og unge, sendt med et håb om, at de ikke vil lade sig begrænse i deres drømme. I Sønderborg ligger alle muligheder virkelig åbne”, fortæller Richardt Nielsen. Han selv ser muligheder og ikke begrænsninger, og derfor tør man godt drømme om, at hans sang i fremtiden kan spilles før sommerkoncerterne i Mølleparken, inden kampstart i Skansehallerne, i radioen og meget mere. 

Afspil sangen på Spotify

”Gennem min opvækst og mit liv i Sønderborg har jeg været førstehåndsvidne til en by i stor udvikling. Det vil jeg naturligvis bidrage til, med alt hvad jeg har at byde på,” siger Richardt Nielsen, der definerer sig selv som samfundskritiker og kreativ ildsjæl. For det har der været brug for, men i allerhøjeste grad også plads til, mener multikunstneren, der er vokset op i en mønsterbryderfamilie i Sønderborg. Lige siden han for første gang lagde øre til David Bowies Life on Mars, har han haft gang i et hav af kreative projekter til gavn og glæde for lokalsamfundet. Nyeste projekt er deltagelse i comedyformatet Open Mic i Kinorama Sønderborg, men Richardt udgør også den ene halvdel af duoen NOW, foruden at være lydterapeut og qigong-instruktør.

Sangen GO TO SØNDERBORG er tilgængelig på alle streamingtjenester fra fredag d. 30. september, og befinder du dig i Sønderborg, kan du være sikker på at høre Richardt spille sangen live ved et af hans mange optrædener rundt om i byen.

© LichtWerk.Haus Fotografie | Carsten Zecheus