Vesterled Teglværk vil være et skridt foran udviklingen. De er i fuld gang med at omlægge deres produktion til den miljørigtige mursten LESS. Det sparer energi og reducerer CO2 i produktionen.

Grøntliv

Vesterled Teglværk i Sønderborg følger regeringens klimamål til punkt og prikke. De vil reducere deres CO2-aftryk med 80 procent i 2030 sammenlignet med 2020 og have en CO2-neutral produktion senest i 2050.

”Hvis vi skal overleve, skal vi være et skridt foran udviklingen. Det har vi altid været, og det vil vi også være, når det gælder klima og bæredygtighed”, siger Andreas Christensen, som er Regional Director Operation i Egernsund Wienerberger og ansvarlig for produktionen på Vesterled Teglværk.

”Som en del af teglbranchen er vi meget bevidste om, vi selvfølgelig skal være en del af løsningen på vores globale CO2-udfordring. Derfor investerer vi massivt i udviklingen af fremtidens tegl og produktionen heraf”.

Vesterled Teglværk, der blev stiftet for 180 år siden, er i dag ejet af teglvirksomheden Egernsund Wienerberger efter en sammenlægning i 2019. Hvert år producerer Vesterled Teglværk 45 millioner mursten.

 

LESS – miljøvenlige mursten

Et afgørende led i at opnå den ønskede CO2-reduktion er at producere mursten, der er mere miljøvenlige. Gennem flere år har Vesterled Teglværk derfor udviklet og optimeret deres produktion. I 2020 præsenterede virksomheden en ny type blødstrøgne mursten, kaldet LESS, der bliver lavet af mindre materiale og produceres på certificeret biogas for at reducere mængden af CO2 i produktionen. Siden har virksomheden arbejdet på at videreudvikle den miljøvenlige mursten, mens de sikrer, at kvaliteten står mål med almindelige blødstrøgne mursten.

”Den nye LESS-mursten, som vi lancerede i maj 2023, har ligesom sin forgænger alle egenskaber fra den massive sten – der er ikke gået på kompromis med hverken kvalitet eller holdbarhed. Til gengæld har vi formået at reducere materialeforbruget med 15 procent, og ved samtidig at producere stenen med certificeret biogas reducerer vi CO2-udledningen i produktionen med 70-90 procent sammenlignet med en traditionel mursten produceret med naturgas”, siger Andreas Christensen.

”Hvis vi skal overleve, skal vi være et skridt foran udviklingen. Det har vi altid været, og det vil vi også være, når det gælder klima og bæredygtighed”.
Andreas Christensen
-
Regional Director Operation

CO2-besparelsen i produktionen af LESS dækker fase A3 i den produktspecifikke miljøvaredeklaration (EPD). For hele produktets livscyklus ligger CO2-reduktionen mellem 50-60 procent.

LESS-mursten er designet med flere huller i liggefladen, og ved at fjerne materiale fra murstenene reducerer Vesterled Teglværk også behovet for de råstoffer, der ikke er fornybare. Samtidig gør den reducerede mængde materiale, at murstenene vejer 15 procent mindre end traditionelle mursten. Det mindsker CO2-udledningen, når LESS-murstenene skal transporteres videre, og det letter arbejdsgangen på byggepladser.

 

Mindre energi – mindre CO2

Vesterled Teglværk har i mange år fokuseret på at spare energi i deres produktion – og de er allerede kommet et godt stykke. Størstedelen af besparelsen er opnået ved at producere murstenene med certificeret biogas og ved at bruge grøn strøm fra vindmøller.

Det er en energikrævende proces at tørre den kompakte mursten og derefter brænde den ved temperaturer på 1050 grader. De miljøvenlige mursten giver også fordele, når det kommer til at spare energi. Når der bliver anvendt mindre materiale i produktionen af LESS-mursten, skal der fjernes mindre vand fra stenene under tørring, ligesom der også er mindre materiale, der skal brændes i ovnen.

”Vi har arbejdet på at bruge mindre energi i årevis og er blandt de tre mest effektive i Europa. For 10 år siden fik vi et helt nyt produktionsanlæg, som bruger markant mindre energi. Vi forbedrer løbende produktionen for at gøre den så effektiv og billig som muligt”, fortæller Andreas Christensen.

”Vi har arbejdet på at bruge mindre energi i årevis og er blandt de tre mest effektive i Europa. For 10 år siden fik vi et helt nyt produktionsanlæg, som bruger markant mindre energi".
Andreas Christensen
-
Regional Director Operation

Robotter klarer alt det hårde fysiske arbejde på værket, så produktionen kan køre 16 timer i døgnet 364 dage om året. Ovnene står aldrig tomme, og det betyder en høj udnyttelse af energien. Samtidig cirkulerer overskudsvarme i produktionen, så Vesterled Teglværk i dag udleder omkring 35 procent mindre CO2 end i 1990.

Som en del af at effektivisere produktionen og nedbringe CO2-udledningen har Vesterled Teglværk valgt at gå over til udelukkende at producere LESS-mursten fra 1. maj 2023. Det er der en helt klar mening med, forklarer Andreas Christensen:

”Det kan forekomme offensivt, at vores største produktionsenhed og halvdelen af vores danske produktion omstilles til LESS. Men vi gør det for at signalere, at vi vil den grønne omstilling og vise, at vi tør gå forrest. Som landets største teglvirksomhed påhviler der os et ansvar for at gøre alt, hvad vi kan, for at bidrage til den grønne omstilling i byggeriet på en hensigtsfuld om end ambitiøs måde”.

 

Kunder ønsker bæredygtige løsninger

Hos teglvirksomheden mærker de også, at deres kunder er blevet langt mere fokuserede på ressourceforbrug og miljøpåvirkning, når der skal planlægges og bygges nye bygninger. Kunderne, der blandt andre tæller arkitekter og ejendomsudviklere, kigger nu ofte på miljøvaredeklarationer (EPD) for at danne sig et overblik over teglværkets produkter og deres livscyklus. Og her lever teglværkets LESS-mursten op til de nye klimakrav. Det er også nødvendigt, hvis de skal være konkurrencedygtige.

”Vi konkurrerer med stål, beton, glas og træ som gode byggematerialer. De andre brancher arbejder lige så hårdt med at blive mere bæredygtige, så det er vigtigt, at vi er med fremme. Når det gælder livscyklus, er mursten noget af det mest bæredygtige. De kan holde i hundredvis af år, og de kan genbruges”, understreger Andreas Christensen.

Egernsund Wienerberger forsøger hele tiden at imødekomme deres kunders ønsker om mere bæredygtige mursten, mens de samtidig fokuserer på deres mål om at blive CO2-neutrale i 2050. Derfor er de med i flere store og små udviklingsprojekter, der alle har til formål at optimere både produktionen og produkterne.

I et af udviklingsprojekterne undersøger de, hvordan de kan genanvende nedbrudt murværk og andre restprodukter i deres nuværende produkter, så der ikke skal bruges lige så mange nye råstoffer i produktionen.

Derudover er de i gang med at kigge nærmere på flere nye teknologier, der vil kunne bringe dem et skridt nærmere deres mål. Det drejer sig eksempelvis om CO2-fangst – såkaldt Carbon Capture and Storage (CCS) – og om varmepumper til høje temperaturer og el-ovne til at brænde mursten i. Wienerberger har netop bygget den første el-ovn i Belgien, og Vesterled Teglværk vil bruge deres erfaringer i deres strategi for at blive CO2-neutrale. Andreas Christensen er ikke i tvivl om, at de nok skal nå deres målsætning.

 

https://youtu.be/MwrEdpR1mvs