Virksomheden Tentoma laver fuldautomatiske pakkemaskiner, der reducerer forbruget af plastik og energi, når de pakker større industrielle varer forsvarligt ind. Det sparer deres kunder penge og gør dem mere bæredygtige.

Grøntliv

Der kan spares energi, plastik og penge, når virksomheder skal have pakket større materialer ind. Tentoma i Broager har specialiseret sig i at bruge en særlig teknologi til at hjælpe industrien med plast- og energibesparende indpakning.

Den traditionelle løsning har været at pakke varen ind i for meget plastik og så skrumpe det i en såkaldt krympeovn i forsøget på at gøre det tæt, men det giver et større forbrug af plastik og energi. Efter at have analyseret sine kunders behov ved emballering er Tentoma derfor gået en anden vej.

“Vi laver en slags plastikpose, som vi strækker, inden produktet skal ind i den. Når produktet er inde, lukker vi posen, så den er 100 procent forseglet. Med vores teknologi kan der ikke komme vand, støv eller andet ind til produkterne”, fortæller Tentomas direktør Henrik Raunkjær.

"Vi laver en slags plastikpose, som vi strækker, inden produktet skal ind i den. Når produktet er inde, lukker vi posen, så den er 100 procent forseglet. Med vores teknologi kan der ikke komme vand, støv eller andet ind til produkterne".
Henrik Raunkjær
-
Direktør

“Vi bruger grundlæggende for lidt folie og strækker det. Derfor bruger vi mellem 20 og 60 procent mindre folie end dem, der bruger krympefolie. Derudover skal vi ikke bruge energi på at krympe det”.

Tentomas pakkemaskiner er fuldautomatiske, og det er endnu en af de fordele, som virksomhedens kunder drager nytte af. I stedet for at have medarbejdere til manuelt at indpakke industrielle varer som isoleringsmateriale, byggeplader og ruller af tekstilmateriale kan maskiner klare arbejdet.

 

Sparer energi og penge

En af Tentomas kunder, der producerer glasuld i Finland, sparer efter egne estimater 32 tons plastik om året og 165 megawatttimer el. Investeringen i pakkemaskinerne fra Broager-firmaet har tjent sig hjem på under to år.

Det er et billede, Tentoma ofte ser. Virksomhederne har typisk hentet udgiften til deres maskiner hjem på mellem to og fire år gennem sparet plastik og energi, og den økonomiske gevinst har afgørende betydning for deres kunder. Det er dog ikke det eneste aspekt, der spiller ind.

”Selvfølgelig spiller økonomien en stor rolle, men vi ser mere og mere, at ESG og CSR også spiller ind. Virksomhederne ønsker at spare på ressourcerne og reducere det miljømæssige aftryk. Det kan de få hos os. Det er pakkemæssige fordele, det er miljømæssige fordele, og det er automatiseringen”, fortæller Henrik Raunkjær.

"Virksomhederne ønsker at spare på ressourcerne og reducere det miljømæssige aftryk. Det kan de få hos os. Det er pakkemæssige fordele, det er miljømæssige fordele, og det er automatiseringen”.
Henrik Raunkjær
-
Direktør

Øget bæredygtighed
For at imødekomme virksomhedernes ønske om at gøre deres forskellige processer mere bæredygtige udvikler Tentoma hele tiden deres løsninger, så energi- og materialeforbruget bliver så lille som muligt.

En af de løsninger er at bruge op til 50 procent genbrugsplastik i indpakningsfolien ligesom en dansk plastikproducent (Trioworld), der som den første har lavet en strækbar folie, som er 100 procent baseret på biomateriale i stedet for fossilt materiale.

Branchen arbejder også med at udvikle tyndere plastfolie med samme styrke som den nuværende, og disse folier skal Tentomas maskiner også håndtere.

”Det udvikler sig hele tiden, og den udvikling er vi en del af. Hver gang vores maskiner er med til at spare plastik, er det plastik, der ikke skal fremstilles, transporteres, opbevares og påføres. Og det er plastik, der ikke skal bortskaffes eller genbruges. Så alt det, der er sparet, er sparet i rigtig mange led. Det er en massiv klimamæssig reduktion”, siger Henrik Raunkjær.

 

Stigende vækst

Som en del af at bidrage positivt til en mere bæredygtig produktion støtter Tentoma FN’s verdensmål.

”Det drejer sig om at gøre mere med mindre. Vores pakkemaskiner er ofte med til at øge output, så processen bliver mere effektiv. Det bidrager til FN’s verdensmål om mere effektiv og bæredygtig produktion med bedre energiudnyttelse samt reduktion af ressourcer. Det er det, vi bakker op omkring med vores maskiner”, siger Henrik Raunkjær.

Tentomas effektive pakkemaskiner har skabt en vækst i firmaets omsætning på 78 procent fra 2020 til 2021 og på 57 procent fra 2021 til 2022, og virksomheder i både Europa og USA har fået øjnene op for dem.

”Det er et interessant sted at være, og vi er med som en del af den grønne transformation. Plastik er kommet for at blive – verden kan ikke fungere, hvis vi ikke har plastik. Det er et fantastisk materiale. Det er billigt, det er miljømæssigt fint at fremstille og bruge, og det kan genbruges. Det må bare ikke havne i naturen. Og vi skal bruge mindre af det, pakke bedre ind og samtidig beskytte produkterne, så vi på den måde også beskytter jordens ressourcer”, siger Henrik Raunkjær.

 

Læs mere:

Tentoma