OJ Electronics udvikler styring til elektrisk gulvvarme og til store ventilationsanlæg. Det er to forskellige produktprogrammer og markeder, men fællesnævneren er, at kunderne er meget store firmaer, som bruger OJ Electronics’ styring i deres produkter og services. OJ Electronics har specialiseret sig i at finde løsninger sammen med deres kunder.
”Vi bruger en diamantmodel, som betyder, at ingeniører hos os arbejder direkte sammen med ingeniører hos kunden. Vi sætter folk i direkte kontakt med dem, der ved noget. Så går alting hurtigere, og kunden får bedre løsninger”, forklarer firmaets direktør Erik Damsgaard.
I skyen med Amazon, Google og Apple
OJ Electronics gik i 2014 i den digitale sky med sin styring af el-gulvvarme. Nu er det en del af Google Home, Amazon Alexa og Apple Home. Når en familie forlader huset og siger: ”Farvel Google, vi tager på ferie i en uge”, kan teknologi fra OJ Electronics skrue ned for gulvvarmen og sørge for at varme op igen i god tid, inden familien kommer hjem. Det er komfort for familien, som samtidig undlader at sløse med energien.
OJ Electronics brænder for at sænke energiforbruget til gavn for klimaet. Det skal være nemt og sjovt for slutbrugeren. ”Vi ved godt, at frekvensomformere ikke er sexede, men de nye modeller, vi har udviklet, går fra 60 til 90 procent energieffektivitet. Så der er et enormt potentiale, som skal udnyttes, og her spiller brugervenlig software en meget vigtig rolle. Vores udfordring er at vinde den digitale dagsorden, så it-firmaerne ikke udkonkurrerer den tekniske verden”, konstaterer Erik Damsgaard.