den gamle brostenshavn i Sønderborg ligger en af landets mest anerkendte vinbarer. Navnet er Visselulle, og indrammede hædersbeviser på væggen vidner om, at her er det ikke kun ambitionerne, der er helt i top. Det er produktet også.

Kulturliv

På et af de indrammede diplomer står der “Star Wine List “Best By the Glass List 2022”. På et andet står der “Star Wine List “Best By the Glass List 2023” og på et tredje ”Best Digestif List 2023”. Det er lister, der også tæller steder som Kadeau, Kong Hans Kælder og Alchemist, og hvor Visselulles Vinbar og Restaurant Syttende er de to eneste steder udenfor København, der har opnået placering på 2023-listen.

”Jeg synes, det er super fedt for mig personligt, men også for Sønderborg, at vi anerkendes sammen med de helt tunge drenge”, siger indehaver Kristian Lykke-Krogh. Det er fire år siden, han for første gang slog vinduet op og rakte vin ud til sine gæster på en coronaplaget dag i marts 2020. Selvom det var med hjertet i halsen, at hans planlagte grand opening blev reduceret til vinduesservering i plastikglas, blev Visselulles Vinbar vel modtaget af et kvalitetsbevidst publikum og blev straks en succes.

Man finder vinbaren mellem slottet og Kong Christian den X’s Bro på den gamle havnefront, der om sommeren bliver sammenlignet med Nyhavn i København. Her kan vinentusiaster fordybe sig i rubinrøde dråber fra Bourgognes mest udsøgte vinstokke og årgange, mens de nyder udsigten til Alssund og det liv, der udspiller sig på Havnepromenaden. En oplevelse man andre steder skal have den helt store pengepung frem for at få, idet de eksklusive vine oftest kun sælges i hele flasker, understreger Kristian Lykke-Krogh. Og det er netop her, Visselulles adskiller sig og belønnes for det.

”Vi serverer nogle af vores mest eksklusive vine på glas. Det er usædvanligt for en vinbar, og det er det, der bringer os med helt i toppen af dansk vingourmet”, fortæller han.

”Vi serverer nogle af vores mest eksklusive vine på glas. Det er usædvanligt for en vinbar, og det er det, der bringer os med helt i toppen af dansk vingourmet”.
Kristian Lykke-Krogh
-
Indehaver af Visselulle

Og ja, der er en risiko ved det, hvis man ikke får vinen solgt. Men det gør vi stort set altid, fordi en fornuftig del af vores gæster har lyst til at udvide deres vinhorisont, og her kan de gøre det ved at købe et enkelt glas. Vi har eksempelvis kørt Domaine De La Romanée Conti, Vosne-Romanée 1. Cru Cuvee DuvaultBlochet på glas til 1.200 kroner for 5 cl”. Han understreger, at Visselulles også har vine til dem, der baregerne vil nyde et godt glas til en langt billigere pris.

Med sine lokalerhavnen ligger Visselulles Vinbar i et absolut smørhul. Området tiltrækker et stort antal lokale livsnydere og besøgende feinschmeckere. På Visselulles venstre side serverer Iskonditoriet hjemmelavet is, der er kåret som Danmarks bedste, mens naboen til højre gør en dyd ud af at servere autentisk fransk bistromad af høj kvalitet til en rimelig pris.

Visselulle selv tiltrækker dem, der ønsker en særligt god vinoplevelse og måske en snack i form af Foie Gras, sardiner, Caviar eller anden dåsemad – som Kristian Lykke-Krogh selv kalder de konverserede herligheder.

”Det er lige netop kombinationen af de gode muligheder for at forkæle sine smagsløg, mens man opholder sig det hyggelige og charmerende havneområde, der lokker. Det er uden tvivl en stor fordel for os, at vi er en del af det miljø”, fortæller han.

 

En drøm, der brast

At Kristian Lykke-Krogh i dag imponerer den danske vinscene og lever af sin passion for vin, var ikke den levevej, han som ung havde set for sig. Langt fra. Havde han vidst det, dengang han som 19-årig lå på et koldt halgulv med en ødelagt skulder, et overrevet ledbånd og en knust drøm, havde håbløsheden ikke føltes helt så altomsluttende, som den gjorde lige der.

Han havde spillet håndbold, siden han var 2 år gammel. Som 17-årig startede karrieren som professionel håndboldspiller, mens han boede i Svendborg, hvor han var en del af Team Danmark med Anja Andersen som træner. Og nu – denne dag – var han for første gang på banen som SønderjyskEs nye spirende venstrefløjstalent.

”En anden spiller løb ind i mig og ramte på en måde, ledbåndene ind til brystet og om til skulderbladet blev revet over. Så faldt min arm bare ned. Da vidste jeg godt, at det var slut. Der røg mange tårer. Jeg skulle have været til ungdomslandsholdssamling, hvor vi skulle træne og udtages til OL kort efter”, fortæller han.

Han var tidligere opereret i knæet to gange og manglede en tredje. Den blev udført, da skulderen skulle opereres, nu han alligevel var i narkose. Dermed fik det nye liv, han skulle opbygge tilbage i Sønderborg, en hård start. Han havde brug for to krykker, men kun en enkelt arm, han kunne bruge.

”Den ene arm blev spændt fast til min mave, så jeg kunne kun holde én krykke. Jeg var flyttet hjem til mine forældre, som boede på første sal, så jeg skulle op og ned ad trapper hver dag med en enkelt krykke til at aflaste mit opererede knæ. Sådan var det i 8 uger. Jeg skulle tage sidste år af HTX i Sønderborg, nu hvor jeg ikke længere spillede i Svendborg, så min mor kørte mig i skole og hentede mig hver dag”.

Da studenterhuen var i hus, valgte han at flytte til København. Han startede han på energiteknologuddannelsen og mødte inden længe sin nuværende hustru, Mie Simone Lykke-Krogh, som han i dag har to sønner med.

En praktikplads i ProjectZero bragte ham hjem til Sønderborg for en tid, hvor han oplevede, hvordan hans fødeby på få år havde udviklet til en endnu mere levende og interessant by, som han faktisk godt kunne se sig selv vende tilbage til og etablere sig i. Så da han blev tilbudt fastansættelse, var svaret ja. Mie var med på ideen og startede på Sygeplejeskolen i Sønderborg.

”Det var virkelig det, vi havde brug for, kunne vi mærke. Et nemt liv med masser af luft og natur og samtidig gode muligheder for at bruge byen og gå på cafe og gode restauranter. Den beslutning har vi aldrig fortrudt. Havde vi ikke boet her, havde vi heller ikke haft økonomisk rum nok til, at vi kunne leve af én indtægt, så jeg kunne starte Visselulles Vinbar op, fortæller Kristian Lykke-Krogh, der ikke er bleg for at kalde sig selv ”Barn af Sønderborg”.

Havde vi ikke boet her, havde vi heller ikke haft økonomisk rum nok til, at vi kunne leve af én indtægt, så jeg kunne starte Visselulles Vinbar op”.
Kristian Lykke-Krogh
-
Indehaver af Visselulle

Opbevarede eksklusive vine på drengeværelset

Kristian Lykke-Kroghs interesse for vin har ligget latent, siden han var helt ung. Om sommeren arbejdede han på Årøsund Badehotel, som var ejet af hans mors kusine, og han blev hurtigt fascineret af restaurationsbranchen og ikke mindst personalets passion for vin. Han arbejdede også af og til på Dyvig Badehotel, hvor vininteressen tog til.

Med en forretningsmand i maven og en fornuftig sum håndboldløn på bankkontoen, købte han som 18-årig for 15.000 kroner vin på Den Blå Avis.

Jeg så en annonce fra en kvinde, som havde mistet sin mand og nu solgte indholdet af hans vinkælder. Jeg vidste ikke meget om vin, men hun sendte mig en liste, hvor jeg kunne se, hvad der var, og hvad flaskerne var købt for. Da hun solgte dem billigere, end det de var købt for, tænkte jeg, at det nok skulle gå. Så jeg købte et vinkøleskab til mit værelse og kørte til Vedbæk, hvor jeg hentede knap 100 flasker vin”, fortæller han.

Investeringen viste sig at være god, og Kristian nød at gå på opdagelse i de vine, han havde købt. Efterhånden fik han et netværk, der også gik op i vine, og da han efter 5 års ansættelse hos henholdsvis ProjectZero og Sønderborg Varme ville prøve noget andet, skulle det handle om vin.

Nogle af mine vinvenner har en vinbar i Skagen, så jeg fik lov at fylde min nye vinbar op med varer fra dem og først betale for dem, når de var solgt hos mig. Samtidig overtog jeg lejligheden under mine forældres og fik familie og venner til at hjælpe mig med at indrette den. Jeg havde tænkt, at vinbaren skulle hedde ”Vin og dåsemad”, men det blev jeg talt fra. I stedet opkaldte jeg baren efter Visselulle”, siger han og forklarer:

Jeg havde tænkt, at vinbaren skulle hedde ”Vin og dåsemad”, men det blev jeg talt fra. I stedet opkaldte jeg baren efter Visselulle”.
Kristian Lykke-Krogh
-
Indehaver af Visselulle

”Visselulle var øgenavnet på Sønderborgs eneste kvindelige havnearbejder nogensinde. Det var i slutningen af 1800-tallet. Hun var 190 cm høj, og på lønningsdage kom hun efter sigende til havnens lokale værtshus, hvor hun hentede sin fordrukne mand, som hun smed over skulderen og ”visselullede” ham hjem. Der var noget mod og styrke i det, så jeg ville gerne opkalde min vinbar efter hende”, fortæller Kristian Lykke-Krogh.

  

Åbningsdag i et corona-nedlukket Danmark

Venner og familie knoklede for at gøre klar til åbningsdagen den 27. marts 2020. Dagen nærmede sig, og Kristian Lykke-Krogh var klar. Lokalet var, som han drømte om, det skulle være. Sortimentet var han absolut tilfreds med, og investeringen så han frem til at kunne begynde at tjene hjem.

Et par uger inden åbningen, den 11. marts 2020, sad han som det meste af Danmark klistret til skærmen og lyttede til Statsminister Mette Frederiksen indlede et pressemøde med ordene:

”Det, jeg vil sige i aften, det kommer til at få store konsekvenser for alle danskere.” Og andre ildevarslende sætninger som:

”Jeg vil også sige helt ærligt, at vi kommer ikke igennem det her som land, uden at det har omkostninger. Virksomheder kommer til at opleve tab. Der er er nogen, der vil komme til at miste deres arbejde, desværre”.

Det var ikke til at forstå, fortæller Kristian Lykke-Krogh. Hvad så nu? Hvad med åbningen? Og kunderne, og de indtægter, der meget gerne snart måtte komme? Kristian undersøgte alle muligheder og talte med sin revisor. Det stod hurtigt klart, at han ikke kunne søge nogle hjælpepakker, så den eneste mulighed var at åbne på en anden måde.

”Så jeg åbnede vinduet den 27. marts 2020. Jeg glemmer aldrig den dato. Vi skulle have haft en åbningsfest, hvor der var 1400 mennesker tilmeldt på vores begivenhed på Facebook. Jeg skrev på skiltet på gaden, ”Vin to go”, og så fik folk deres vin i et plastikglas. Nogle gange var der mellem 60 og 100, der købte et glas og hyggede sig med det på havnen. Jeg lavede nogle vinkasser, som vi kørte ud og afleverede hos kunderne”, fortæller han.

”Jeg glemmer aldrig den dato. Vi skulle have haft en åbningsfest, hvor der var 1400 mennesker tilmeldt på vores begivenhed på Facebook. Jeg skrev på skiltet på gaden, ”Vin to go”, og så fik folk deres vin i et plastikglas".
Kristian Lykke-Krogh
-
Indehaver af Visselulle

Da Visselulles Vinbar endelig åbnede for et siddende publikum, var kundeskaren derfor allerede stor. Det var onsdag den 20. maj, klokken var 15, og Visselulles blev med Kristians ord væltet af kunder, der stod ude på havnen og ventede på, at døren åbnede.

Alle fire år, der er gået siden åbningen, har Visselulles Vinbar skabt overskud. I starten bestod holdet af Kristian selv og godt med hjælp fra hans forældre og hustru, og vinkortet bestod af to sider. I dag er kommissionsvinen for længst betalt af, så beholdningen er hans egen. Personalet inkluderer nu uddannede sommelier, og vinkortet breder sig over 34 sider.  

”Vi er kommet langt, og det har været en fantastisk rejse. Jeg er ret stolt af at have været med til at sætte Sønderborg på det gastronomiske landkort, hvor Visselulles Vinbar er nomineret til priser i samme kategori som Syttende, Kong Hans Kælder, Alchemist, Geranium, Jordnær og Kadeau. Jeg oplever det som en fantastisk anerkendelse af hårdt arbejde igennem de sidste år sammen med mit fantastiske personale, og ikke mindst fantastiske kunder, der har lyst til at komme her”, siger han og forsikrer om, at rejsen for Visselulles Vinbar bestemt ikke slutter her.