GOTO Sønderborg markedsfører eventet
En af de store opgaver for Sønderborg er at trække folk til området for at bo og arbejde. Og ifølge forskning er det nemmere at trække folk tilbage til et område, som de kender og måske kommer fra, end det er at fange helt nyes interesse. Derfor bliver Ungefrokosten også supporteret af GOTO Sønderborg, som står for at markedsføre arrangementet.
”Der er tradition for, at tidligere sønderborgere kommer rejsende her til fra nær og fjern for at deltage i ringriderfesten. Så det er helt oplagt, at vi også gør en indsats for at få de unge hjem, og benytter lejligheden for at minde dem om alt det, området her har at tilbyde, så de husker os, når de skal vælge, hvor de vil leve i fremtiden. Så vi glæder os over, at Ringriderfesten i Sønderborg tager udfordringen op, og at vi kan hjælpes ad med at fange de unges interesse – for at komme til ringridning og for at vende hjem mere permanent på sigt”, siger Tanja Have, der er direktør i GOTO Sønderborg.