Et af de nuværende projekter på SDU Sønderborg under Mads Clausen Instituttet er udvikling af organiske solceller. Normale solceller er dyre at producere og kræver naturressourcer, der findes i begrænsede mængder og som udvindes i lande, der ofte har dårlige arbejdsforhold.
En organisk solcelle er lavet af organisk plastik, der kan nedbrydes, hvilket naturligvis ikke er hensigtsmæssigt. Så der forskes i at tilføre solcellen en holdbarhed. Med tiden skal den kunne placeres på bygningerne i byer, hvor der er et stort strømforbrug, og til en meget billigere kostpris end den traditionelle solcelle. Andre projekter har fokus på energieffektivisering, som er et område, særligt Danfoss er meget stærk indenfor, fortæller Christian Veje.
”Vi er særligt stærke og førende blandt landets universiteter på energieffektivisering. Det er vi nødt til at være, da efterspørgslen fra de lokale virksomheder er stor på netop det punkt. Det handler f.eks. om at kunne skrumpe elektroniske komponenter og derved gøre dem mere effektive. Det betyder meget for produktionsvirksomheders økonomi, når alle deres motorer i produktionen bruger mindre strøm”, fortæller Christian Veje.
Jobgaranti tiltrækker internationale studerende
Optaget af nye studerende på SDU Sønderborg stiger igen i år. Det skyldes blandt andet, at der i år er kommet endnu en tilføjelse til SDU Sønderborgs TEK-fakultet med en civilingeniøruddannelse i Software Engineering. Derudover skyldes det ifølge Christian Veje også, at det bliver mere kendt, at universitetet tilbyder uddannelser af høj kvalitet og har moderne faciliteter. Dertil lægges en fagligt stærk international campus og ikke mindst, at de TEK-studerende er sikret sin første ansættelse efter endt uddannelse via en førstejobgaranti-ordning.
”Når de studerende efter endt uddannelse opfylder en række krav, der viser, at de er seriøse og motiverede, kan de få en minimum seks måneders ansættelse hos af virksomhederne i jobgarantiordningen – hvis de da ikke allerede har fået job inden dimission – hvilket de fleste faktisk har. Det er en meget effektiv måde at holde på særligt udenlandsk talent og samtidig forsyne virksomhederne med kvalificeret arbejdskraft”, siger Christian Veje.
En af de virksomheder, der er meget aktive i garantiordningen, er Bitzer Electronics. Det er en virksomhed i vækst, der har stor gavn af at have adgang til dygtige studerende, fortæller HR chef Anne Vibeke Barner Madsen.
”Jo hurtigere, vi kan få fat i de studerende, jo bedre. Når vi ansætter studerende i studiejob, kan vi forme arbejdsopgaver til dem, som giver mening for begge parter. Det ender jævnligt med, at vi ansætter den studerende efter færdiggjort uddannelse. Det er godt for alle. Vi får ansat en dygtig medarbejder, der allerede kender kulturen, processerne og opgaverne i virksomheden, og den nyansatte får en tryg start på sit arbejdsliv”, siger hun.