Hele oplevelsen er vigtig
Selvom musikken selvfølgelig er omdrejningspunktet for koncertoplevelserne, så er helhedsoplevelsen vigtig for direktør, Jes Johansen.
Blandt andet har de skabt et stort bar- og streetfood-område, hvor publikum kan hygge sig inden koncerterne.
”Når vores gæster får en god koncertoplevelse her i Mølleparken, bliver de vores stærkeste ambassadører. De fortæller om Sønderborg til deres venner og bekendte, og på den måde er Mølleparken for alvor vokset i popularitet,” siger Jes Johansen.
Publikumsantallet har tidligere sæsoner heddet 40.000, men er nu oppe på over 50.000 årlige gæster.
Styrker fortællingen om Sønderborg
Ifølge Tanja Have, der er direktør i GOTO Sønderborg, er Mølleparken som koncertsted med til at styrke Sønderborgs profil i resten af landet.
“Store koncertoplevelser er med til at skabe opmærksomhed om Sønderborg og trækker tusindvis af mennesker til byen. Mange kommer hertil for en koncert, men opdager samtidig vores hyggelige byliv, de gode restauranter og de mange muligheder, området ellers byder på. Den samlede oplevelse gør, at mange får lyst til at komme igen,” siger Tanja Have.
Hun peger samtidig på, at ambitiøse kulturtilbud er en vigtig del af fortællingen om Sønderborg som et attraktivt sted at bo, arbejde og studere.
“Mølleparken er helt klart med til at styrke fortællingen om Sønderborg som en attraktiv kommune med et levende kulturliv og en høj livskvalitet,” siger Tanja Have.