Sønderborg vil spille en langt større rolle i fremtidens danske forsvarsindustri. Med etableringen af Sønderborg Defence Hub samles virksomheder og forskning om at udvikle nye samarbejder, tiltrække flere forsvarsteknologiske virksomheder og skabe flere arbejdspladser i området. Saab Danmark er blandt de virksomheder, der bakker op om initiativet.

GOTO Sønderborg

Der investeres massivt i at styrke forsvaret i Danmark og resten af Europa. Det skaber en stigende efterspørgsel efter nye teknologier og åbner store muligheder for virksomheder, der kan levere løsninger til fremtidens forsvar.

De muligheder vil Sønderborg være med til at gribe.

Med etableringen af Sønderborg Defence Hub er områdets virksomheder, forskningsmiljøer og kommunale aktører nu samlet i et nyt netværk, der skal skabe samarbejder og åbne nye muligheder i forsvarsindustrien. Målet er samtidig at styrke Sønderborgs position som et dansk kraftcenter for forsvarsteknologi og tiltrække flere virksomheder og arbejdspladser.

Sønderborg har allerede en voksende forsvarsindustri, en lang tradition for avanceret industriel produktion på globalt plan og et universitet med forskning inden for blandt andet elektronik, robotteknologi og autonome systemer.

”Det, vi vil med Sønderborg Defence Hub, er at bringe virksomhederne i Sønderborg tættere sammen og skabe nye samarbejder på tværs af erhvervslivet. Vi har rigtig mange virksomheder med specialiserede kompetencer, og der ligger et kæmpe potentiale i at kombinere dem på nye måder. Det kan åbne dørene til forsvarsindustrien for endnu flere lokale virksomheder og være med til at skabe nye forretningsmuligheder og arbejdspladser i Sønderborg,” siger Tanja Have. Hun er direktør i Fonden GOTO Sønderborg, der er initiativtager til Sønderborg Defence Hub.

"Det kan åbne dørene til forsvarsindustrien for endnu flere lokale virksomheder og være med til at skabe nye forretningsmuligheder og arbejdspladser i Sønderborg"
Tanja Have
-
CEO, GOTO Sønderborg

Saab Danmark ser potentiale for ny vækstmotor

En af de virksomheder, der er en del af det nye netværk, er Saab Danmark, som har hovedkvarter i Sønderborg og udvikler og producerer avancerede kommunikationssystemer til blandt andet flådefartøjer verden over.

Virksomheden har gennem de senere år været i kraftig vækst og beskæftiger i dag omkring 400 medarbejdere i Sønderborg.

”Vi er stolte af at være en del af den danske forsvarsindustri og bidrage aktivt til at styrke Danmarks forsvar. Med Sønderborg Defence Hub får vi en unik mulighed for at bringe virksomheder, kompetencer og idéer tættere sammen og skabe nye samarbejder på tværs af erhvervslivet. Dansk produktion handler ikke kun om arbejdspladser og vækst, men også om forsyningssikkerhed og teknologisk suverænitet. Jeg håber, at vi sammen kan skabe en ny vækstmotor for Sønderborg og Sønderjylland, hvor flere lokale virksomheder får mulighed for at blive en del af forsvarsindustriens værdikæde,” siger Daniel Plath, CEO i Saab Danmark.

"Jeg håber, at vi sammen kan skabe en ny vækstmotor for Sønderborg og Sønderjylland, hvor flere lokale virksomheder får mulighed for at blive en del af forsvarsindustriens værdikæde”
Daniel Plath
-
CEO, Saab Danmark

Forsvarsindustrien vokser i Sønderborg

Udviklingen i forsvarsindustrien har allerede sat tydelige spor i Sønderborg. For blot få år siden arbejdede omkring 60-70 mennesker i områdets forsvarsindustri. I dag er antallet vokset til omkring 600-700 medarbejdere.

Ud over Saab Danmark tæller området en række virksomheder, der allerede leverer teknologi og løsninger til forsvarsindustrien. Samtidig viser både startups og etablerede danske og internationale virksomheder inden for branchen interesse for Sønderborg.

En del af forklaringen er områdets industrielle kompetencer og den tætte forbindelse mellem virksomhederne og Syddansk Universitet.

På universitetet arbejder SDU Defence Technology med forskning og udvikling inden for forsvarsteknologi, blandt andet undervandsdroner og avancerede teknologiske løsninger. Forskningsmiljøet samarbejder med virksomheder og er med til at uddanne de ingeniører, der er stor efterspørgsel efter i forsvarsindustrien.

Sønderborgs placering tæt på den dansk-tyske grænse giver samtidig adgang til både danske og tyske markeder og et stort internationalt arbejdsmarked.

Første netværksmøde er afholdt

Sønderborg Defence Hub har netop afholdt sit første netværksmøde på Syddansk Universitet i Sønderborg med deltagelse af en lang række større og mindre virksomheder fra området.

Nogle arbejder allerede med forsvarsindustrien, mens andre har teknologier, der kan åbne nye muligheder som leverandører til branchen.

Ved mødet fik deltagerne blandt andet indblik i udviklingen i dansk forsvarsindustri fra DI Forsvar & Sikkerhed og i mulighederne for at blive leverandør til forsvaret fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Det nye netværk skal være et samlingspunkt, hvor virksomheder kan dele viden, finde nye samarbejdspartnere og undersøge mulighederne for at udvikle løsninger til forsvars- og sikkerhedsindustrien.

Vil gøre Sønderborg synlig i forsvarsindustrien

På længere sigt er ambitionen også, at Sønderborg Defence Hub skal bidrage til at tiltrække flere forsvarsteknologiske virksomheder og investeringer til området.

”Vi har allerede set, hvor meget forsvarsindustrien kan betyde for udviklingen i Sønderborg. Nu handler det om at bygge videre på den udvikling og få endnu flere virksomheder med. Hvis vi lykkes med at skabe et stærkt lokalt miljø, hvor virksomheder og forskning arbejder endnu tættere sammen, tror jeg også, at flere virksomheder udefra vil få øje på Sønderborg. Det kan få stor betydning for vores erhvervsliv og arbejdspladser i de kommende år,” siger Tanja Have.