For Jørgen Mads Clausen, tidligere CEO i Danfoss, er projektet en naturlig forlængelse af områdets DNA.
“Sønderborg har gennem generationer vist, at man kan skabe innovation i verdensklasse uden for de største byer. Med Bitten bygger vi videre på den tradition – og viser, hvordan teknologi og ansvarlighed kan gå hånd i hånd,” siger Jørgen Mads Clausen.
Første i Europa
Det, der gør Bitten helt særlig, er ikke kun dens enorme datakraft – men måden den er tænkt ind i det lokale energisystem – faktisk som den første supercomputer i Europa.
Supercomputeren Bitten anvender avanceret væskekøling med fuld varmegenvinding, hvor overskudsvarmen genbruges og dermed bidrager til Sønderborg Kommunes ambition om et CO2-neutralt energisystem. Derved fungerer projektet som en konkret model for, hvordan overskudsvarme fra datacentre kan udnyttes i større skala.
Danfoss er i dag blandt de førende globalt, når det gælder vandkøling og energistyring i datacentre, og arbejder tæt sammen med nogle af verdens største techvirksomheder som Google og Hewlett Packard.
“Bitten viser, hvordan vi kan tænke datacentre og energisystemer sammen og dermed reducere energiforbruget. Det handler ikke om at bygge størst – men om at bygge smartest og mest bæredygtigt,” siger Allan Pilgaard-Jensen, direktør i ProjectZero.