Derudover arbejder House of Software målrettet med at tiltrække softwarevirksomheder fra andre dele af landet, der også kan drage nytte af den enorme talentmasse, der findes i Sønderborg-området.
Et vigtigt skridt for tiltrækning og bosætning
Hos GOTO Sønderborg ser man etableringen af House of Software som et vigtigt bidrag til byens samlede udvikling og til arbejdet med at tiltrække både virksomheder og kvalificeret arbejdskraft. I takt med at software og digitale kompetencer får stadig større betydning på tværs af brancher, bliver adgangen til stærke faglige miljøer et afgørende konkurrenceparameter.
“House of Software er et vigtigt skridt i arbejdet med at styrke Sønderborg som et attraktivt sted for både virksomheder og digitale talenter. Stærke faglige fællesskaber og vidensdeling betyder meget, når mennesker vælger, hvor de vil bo og arbejde, og her kan House of Software få en central rolle i at binde uddannelser, erhvervsliv og talent sammen,” siger Tanja Have, direktør i GOTO Sønderborg.
Landets mest attraktive miljø
Næste skridt i ambitionerne for House of Software er at få ansat den helt rigtige projektleder. Sønderborg Kommune har allerede givet en bevilling til House of Software på 370.000,- kr., der skal bruges på at give ambitionerne flyvehøjde og starte processen med at tiltrække flere softwarevirksomheder fra hele landet til at blive en del af software-klyngen i Sønderborg.
”Software kan accelerere ekstremt hurtigt, og med alle de muligheder og alt det talent, der findes her i Sønderborg, så ser jeg store muligheder i at skabe landets mest attraktive miljø for softwareudvikling,” siger Henrik Wendelboe.