Mange af de studerende i Sønderborg er åbne for alle typer af studiejobs. Især i den første del af studiet vil de studerende hellere end gerne have et arbejde, og det behøver ikke være relateret til deres studie. På Idrætshøjskolen i Sønderborg hjælper de studerende med rengøringen – og nok gør 19-årige Ariadna fra Spanien rent på toiletterne, men hun er meget glad for sit arbejde på IHS.

GOTO Sønderborg

Ariadna Carrasco Corral kan godt lide at shoppe og at feste med sine venner. Men det er dyrt at studere i Danmark – der skal jo også lige betales husleje. Da 19-årige Ariadna kom til Sønderborg fra Barcelona for halvandet år siden, måtte hun hver måned bede sine forældre om økonomisk hjælp. Men nu har hun fundet et studiejob 10-12 timer om ugen, der betyder at hun både kan få dansk SU og løn for sit arbejde.

”Det er en fantastisk følelse, at jeg kan klare mig selv i en så ung alder i et nyt land. Jobbet her på IHS er supervigtigt for mig, for det betyder, at jeg ikke behøver hjælp fra mine forældre mere,” siger Ariadna Carrasco Corral, der studerer til ingeniør inden for innovation and business.

”Det er en fantastisk følelse, at jeg kan klare mig selv i en så ung alder i et nyt land. Jobbet her på IHS er supervigtigt for mig, for det betyder, at jeg ikke behøver hjælp fra mine forældre mere”.
Ariadna Carrasco Corral
-
Studerende på SDU Sønderborg

Forpligtelse til at hjælpe

Den nye forstander på Idrætshøjskolen i Sønderborg, Nanna Blankschøn har været stor fortaler for at ansætte studerende fra SDU til at klare de praktiske opgaver på skolen.

”Jeg mener, vi har en forpligtelse til at hjælpe de internationale studerende med at blive en del af Sønderborg. Det er første gang, vi prøver at ansætte internationale studerende, men det fungerer virkelig godt for os, så det kommer vi til at fortsætte med,” siger hun.

Del af skolen

For tiden er der to internationale studerende ansat til at gøre rent, men de bliver ikke overladt til sig selv. For eksempel spiser de altid sammen med eleverne på højskolen, og Nanna Blankschøn sørger også for, at de lærer at begå sig nogenlunde på dansk, så de kan øve sig og supplere den danskundervisning, de får på universitetet.

”Folk er virkelig søde her på IHS. Arbejdstiden er meget fleksibel, så jeg kan få det til at gå op med mine studier,” siger Ariadna Carrasco Corral.

”Vores studentermedarbejdere er virkelig gode – mødestabile, glade og smilende. Selvfølgelig skal de også kunne gøre rent, for det skal også fungere for os, men der er virkelig ingen problemer, og vi ved, hvor meget det betyder for dem,” siger forstanderen for IHS, Nanna Blankschøn.

”Vores studentermedarbejdere er virkelig gode – mødestabile, glade og smilende. Selvfølgelig skal de også kunne gøre rent, for det skal også fungere for os, men der er virkelig ingen problemer, og vi ved, hvor meget det betyder for dem”.
Nanna Blankschøn
-
Forstanderen på IHS

100 ansøgninger

På et tidspunkt vil 19-årige Ariadna gerne have et studierelevant arbejde i Sønderborg, men hun ved, at det er svært – særligt når man er i den første del af studiet. Så indtil videre kunne hun ikke være gladere for sit job – også selvom det betyder, at der skal støvsuges og gøres rigtig mange toiletter rene.

På IHS er de lige nu på jagt efter et par studerende mere, der kan hjælpe med rengøringen. Og Nanna Blankschøn er ikke i tvivl om, at der er et stort behov for flere jobs rettet mod studerende i Sønderborg – sidste gang de søgte en rengøringsassistent på IHS fik de over 100 ansøgninger.